-
OVERBLIK: Her er favoritterne til de 15 danske EP-mandater
المصدر: BDK Borsnyt / 09 يونيو 2024 18:52:55 America/Chicago
De 15 danske mandater i EU-Parlamentet er nu fordelt mellem partierne, men først i løbet af mandag, når de personlige stemmer er talt op, vil der kunne sættes navne på de nye parlamentsmedlemmer. Her er et bud på, hvem der er i spil til mandaterne: * SOCIALDEMOKRATIET får tre mandater, og det giver med stor sandsynlighed genvalg til spidskandidat Christel Schaldemose, 56 år, der har haft plads i EU-Parlamentet siden 2006. Hun opnåede senest 65.179 personlige stemmer. Nummer to og tre på listen, Niels Fuglsang og MarianneVind, sidder også i EU-Parlamentet. De fik henholdsvis 29.444 og 27.396 personlige stemmer i 2019. Nummer fire er Magnus Barsøe, forhenværende debatredaktør på dagbladet Politiken. * DE RADIKALE kan nok regne med, at spidskandidat Sigrid Friis, 29 år, får partiets enlige mandat. Hun er medlem af partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse og har været formand for Radikal Ungdom. * DE KONSERVATIVE må forvente, at det bliver spidskandidat, folketingsmedlem Niels Flemming Hansen, 50 år, der sætter sig på partiets eneste mandat. Men han skal kæmpe om stemmerne med to tidligere folketingsmedlemmer, Marcus Knuth og Birgitte Bergman. * SF skal for første gang finde plads til tre medlemmer i EU-Parlamentet. Spidskandidat er 26-årige Kira Marie Peter-Hansen, som allerede har fem års erfaring i EU-Parlamentet. Den unge spidskandidat blev valgt i 2019 i en alder af 21 år, 3 måneder og 3 dage, hvilket gjorde hende til det hidtil yngste parlamentsmedlem. Partiets nummer to er forhenværende folketingsmedlem Rasmus Nordqvist, 48 år, og fra tredjepladsen gør tidligere udenrigsminister og partiformand Villy Søvndal, 72 år, et forsøg på at blive valgt. De næste navne er Rikke Lauritsen, Magnus Flensborg og Kristine Amalie Rostgård. * LIBERAL ALLIANCE kommer for første gang i EU-Parlamentet - med ét mandat - og det ventes at gå til folketingsmedlem og spidskandidat Henrik Dahl, 64 år. * MODERATERNE opstillede for første gang til EU-Parlamentet og fik et mandat, som kan gå til spidskandidat Stine Bosse, 63 år, eller måske til Bergur Løkke Rasmussen, 34 år, der er partiets nummer to. Stine Bosse har tidligere været chef for forsikringskoncernen TrygVesta og formand for Europabevægelsen. I dag sidder hun i en række bestyrelser. Bergur Løkke Rasmussen stillede også op til EU-valget i 2019, dengang for Venstre, men måtte med 11.615 personlige stemmer nøjes med en placering som 1.stedfortræder. Den udløste dog en plads i parlamentet i november 2022, da Søren Gade (V) blev valgt til Folketinget. I marts 2023 skiftede Bergur Løkke Rasmussen til Moderaterne, hvor hans far, Lars Løkke Rasmussen, er politisk leder. * DANSK FOLKEPARTI får ét mandat, og det går med stor sikkerhed til spidskandidat Anders Vistisen, 36 år. Han var medlem af EU-Parlamentet 2014-2019, men blev ikke genvalgt senest. Vistisen har dog alligevel haft en plads i parlamentet siden november 2022 som afløser for Peter Kofod, der blev valgt til Folketinget. * VENSTRE opnåede to mandater, en halvering af 2019-resultatet. Spidskandidat Morten Løkkegaard, 59 år, sidder uden tvivl på det første mandat. Hvem der får det andet, er mere usikkert. Ved EP-valget for fem år siden fik Morten Løkkegaard 207.558 personlige stemmer, flest blandt alle 135 kandidater. Nummer to på Venstres liste er Asger Christensen, der har siddet i EU-Parlamentet siden 2019, mens tidligere minister Ulla Tørnæs er nummer tre. * DANMARKSDEMOKRATERNE opstillede til EU-Parlamentet for første gang, og partiets enlige mandat går sandsynligvis til den 35-årige spidskandidat Kristoffer Storm. Han er byrådsmedlem i Aalborg og rådmand for området Senior og Omsorg. Kristoffer Storm har tidligere repræsenteret Dansk Folkeparti i regions- og kommunalpolitik. * ENHEDSLISTEN sikrede sig et enkelt mandat, og det må forventes at gå til spidskandidat Per Clausen, 69 år. Han er tidligere folketingsmedlem og nuværende byrådsmedlem i Aalborg og rådmand for området Klima og Miljø. * ALTERNATIVET får som det eneste af de 11 opstillede partier ikke plads i EU-Parlamentet. /ritzau/ /ritzau/ https://www.berlingske.dk/politik/overblik-her-er-favoritterne-til-de-15-danske-ep-mandater